Nye veje til finansiering

SMV-nyhed”Jeg kender ikke nogen af de privatpersoner, der har lånt mig penge, men jeg har fået en liste, med hvem det er. Der er ca. 25 långivere. En på 30.000 kr. en på 20.000 kr. en på 10.000 kr. og nedefter med mange på 1.000 kr.,”

SMV

Artiklen er skrevet af Bent Sørensen i magsinet 'Virksomheder viser vejen til vækst'. 

Sådan lyder ordene fra skovdyrker Jes Lützhøft, der har lånt 200.000 kr. i crowdlending hos Lendino, som er en markedsplads for lån, hvor private og professionelle investorer kan låne penge ud direkte til kreditværdige virksomheder. Jes Lützhøft anbefaler gerne de nye typer lån til andre.

Jes Lützhøft havde omlagt sine realkreditlån for at udnytte den lavere rente, og gik i samme omgang i banken for at opnå en lavere rente på sin kassekredit, som han syntes havde en al for høj rente. Banken afviste at sænke renten, så han ringede i stedet til Lendino efter at have hørt om crowdlending via sit arbejde som bestyrelsesformand i Skovdyrkerforeningen Øst.

”Målet var at reducere min rentebelastning i banken, og det lykkedes. Jeg fik renten sænket fra næsten 11 pct. til lidt over seks pct.,” siger han og tilføjer, at han vil betale Lendino-lånet af over fire år.

Der var dog også en anden bevæggrund for crowdfunding-lånet. Sammen med salget af en del tømmer var målet at nedbringe kassekreditten til nul og så finde en anden bank.

”Jeg kunne godt have prøvet at skifte bank uden først at låne gennem Lendino, men det ville have været en anden forhandling med en ny bank, når jeg havde en kassekredit på 300.000 kr., der var fuldt udnyttet, siger Jes Lützhøft, som i den sammenhæng anser det som ligegyldigt, hvor den nye bank har filialer, da det hele alligevel foregår over nettet i dag.

”Min nuværende bank har ikke sagt noget til, at pengene kom ind fra Lendino,” siger han.

Nemt og hurtigt

Jes Lützhøft mener, at låneprocessen var meget smidig og nem.

”Det foregik alt sammen på nettet, på mail og måske en enkelt telefonsamtale, hvor jeg spurgte, om jeg kunne låne pengene, og det kunne jeg godt,” siger han .

Før låneprocessen kunne sættes i gang, skulle han aflevere to års regnskaber, formueoplysninger, den seneste årsopgørelse fra skattevæsenet, kopi af kreditforeningspantebrevene og oplysning om kassekredit i banken.

”Vi snakkede, om jeg skulle stille sikkerhed, og det behøvede jeg ikke ud over selvskyldnerkautionen,” fortæller han.

Jes Lützhøft synes, at det var hurtigt at få lånet. Fra han kontaktede Lendino første gang til pengene blev overført til hans bank, gik en måneds tid.

”Da jeg var blevet godkendt som låntager, blev lånet lagt op på deres hjemmeside, hvor folk skulle skrive sig op som långivere. Jeg fik et link til deres hjemmeside, så jeg kunne følge med i låneopfyldelsen, som tog ca. 10 dage. Da det var sket, ringede de og sagde, at jeg kunne skrive papirerne under. Det var meget simpelt, venligt og kompetent,” siger Jes Lützhøft.

Ud over den rent økonomiske fordel synes han også, der er noget socialt i denne låneform. Mens folkene i banken ifølge Jes Lützhøft er helt ligeglade, så synes han, at de var meget venlige hos Lendino.

Faktaboks

Jes Lützhøft mener, at der er tre grunde til, at private vil låne ham penge.

1) De har noget overskudslikviditet, de ikke kan putte andre steder hen så nemt. 

2) Det er ikke alle, der vil sætte deres penge i aktier eller investeringsforeninger.

3) Mange synes, at det er sjovt at være med til at hjælpe mindre erhvervsdrivende. Nu kan de køre en tur og sige, at den skov har de været med til at finansiere. 

For den 77-årige skovdyrker er der således kun positive erfaringer med crowdlending.

”Jeg ville klart bruge det igen og råde andre til at gøre det, hvis de mangler penge,” siger Jes Lützhøft, der ikke synes, at han skulle over nogen mental barriere for at låne på den måde.

”Penge er jo penge,” som han tørt konstaterer.