Skandinaviens første crowdfundinglån

SMV-nyhedEt dansk eksempel på crowdfunding er Virksomheden Retap, som i foråret hentede 200.000 kroner til finansiering af nye ekspansionsplaner via crowdfunding-platformen Lendino. Det er det første lån af den slags i Skandinavien.

SMV

Artiklen er bragt i samarbejde med Lendino

Retap fremstiller miljøvenlige designerflasker, der er beregnet til at tappe vand fra hanen, og havde behov for 200.00 kroner til at finansiere en ekspansion på det amerikanske marked. Idet virksomheden ikke på forhånd havde kunder i USA, var det ikke muligt at opnå garantier via Eksportkreditfonden.

Crowdfunding viste sig ifølge partner og medstifter af Retap, Lars Brøndum at være en bedre løsning end at gå i banken.

"Til trods for at det er et ret beskedent beløb, kræver banken forretningsplaner osv. Vi mente, at når det drejede sig om et beløb af denne størrelse, skulle vi også være påpasselig med at bruge for mange interne ressourcer," siger han og fortsætter:

"Det her er bare en mere ligefrem metode, og det endte også med at være en billigere løsning."

Lendino blev stiftet sidste år og er den første markedsplads for lånebaseret crowdfunding (peer to peer-finansiering) i Skandinavien.

Markedspladsen vil være bindeled mellem investorer og virksomheder og formidler lån på op til to millioner kroner til små og mellemstore virksomheder. Lånene bliver givet via lånebeviser, hvor investorerne modtager en årlig rente på 5-15 procent afhængig af risikoen.

De 200.000 kroner blev hentet hjem fra en større gruppe investorer efter at have været udbudt i godt en uge.

Ifølge Lendinos administrerende direktør Asger Trier Bing er der stor interesse i markedet.

"Vi har omkring 100 virksomheder, der har skrevet sig op, og vi har også allerede en del registrerede investorer, der gerne vil være med til at finansiere lånene, fordi de får en højere rente, end hvis de investerer i alternative produkter," siger han.

Lendinos estimat er, at markedet for lånefinansieret crowdfunding i Danmark i øjeblikket har et potentiale på mellem en og to milliarder kroner.

"Og vi vurderer, at det kan blive ti gange større i fremtiden, når der bliver konsensus om, at det er en god måde at finansiere virksomheder," siger Asger Trier Bing.

Næsten gang bliver det måske en halv million
I flaskeværkstedet hos Retap har Lars Brøndum mod på at bruge crowdfunding til finansiering af nye og større projekter. Ifølge direktøren var lånet på 200.000 kroner en strømpil ud i markedet for at se, om investor-interessen var til stede.

"Men når vi nu begynder at afdrage efter aftale på det her lån, så er der ikke noget problem i, at vi lægger et nyt lån op for Retap, som måske kunne være på en halv eller hel million kroner," siger han.

Ifølge direktørens egne beregninger har virksomheden konkret sparet 4.000 kroner i renter på lånet på de 200.000 kroner ved at vælge crowdfunding frem for at bruge af kassekreditten, som ville være alternativet.

Det argument har han også tænkt sig at tage med til forhandling i banken.

"Vi har mulighed for at give banken noget konkurrence på, hvad deres tilbud til os er. Jeg tror, at alle iværksættere håber, at bordet vender lidt igen, fordi man er lidt klemt af bankerne."

 
Læs mere

Kontakt

  • Jakob Holm

    Chefkonsulent

    3369 1069
    4193 3169

Om Lendino

Denne artikel er bragt i samarbejde med Lendino.
Lendino er en markedsplads for lån, hvor private og professionelle investorer kan låne direkte til kreditværdige virksomheder til begge parters fordel. Ved at bruge lånemarkedspladsen sparer man tid, penge og besvær — både som investor og låntager.

Lendino blev stiftet i begyndelsen af 2013 med en vision om at gøre det nemmere, billigere og hurtigere at låne og samtidig skabe en attraktiv investeringsmulighed for investorer