Crowdfunding skal sende sporingsenhed til cykler i produktion

SMV-nyhedDet skal være slut med forsvundne cykler. Iværksætterduoen Christian Sindberg og Christian Olesen er med hjælp fra crowdfunding klar til at lancere GPS-enheden Velocator, der skal hjælpe med at få glemte og stjålne cykler retur til rette ejermand.

SMV

I efteråret 2014 var Christian Sindberg og Christian Olesen en del af Innovationsfondens iværksætterpilot-program, hvor de modtog rådgivning og finansiering til at udvikle deres idé om at udvikle en GPS, der kan spore cykler. Nu skal en kapitalindsprøjtning fra danskerne hjælpe teamet det sidste stykke på vejen, inden GPS-enheden med navnet Velocator kan gå i produktion.

For nyligt nåede de i mål med at indsamle en kvart million kroner på crowdfunding-platformen Booomerang, som er et dansk crowdfunding-site. Iværksættere kan via Bommerang rejse penge til at realisere deres idéer og projekter gennem økonomisk støtte fra enkeltpersoner. Pengene skal bruges til at sætte den første produktion af Velocators i gang, så danskerne i begyndelsen af 2017 kan købe GSP-enheden, der er monteret i et sæt magnetlygter. Via en app bliver det muligt at spore sig frem til sin glemte eller stjålne cykel.
Læs mere om Booomerang-platformen og kriterierne for at oprette et crowdfunding-projekt her.

Innovationsfondens iværksætterpilot-program
Velocator startede i efteråret 2013, som et studieprojekt på Syddansk Universitets tekniske fakultet, og allerede året efter i efteråret 2014 tog Innovationsfonden teamet bag Velocator under deres vinger gennem startup-programmet ”Iværksætterpilot”.

Innovationsfonden uddeler hvert år midler til de mest lovende forretningsidéer og projekter, som kan skabe vækst og arbejdspladser gennem viden. Fonden kræver hverken ejerandel eller de investerede penge retur, men har en interesse i at følge projektets udvikling fra start til slut for at sikre, at det danske samfund får størst udbytte. 

Programmet ”iværksætterpilot” er et målrettet tilbud til nyuddannede, som Christian Sindsberg og Christian Olesen, med en iværksætterdrøm i maven. Iværksætterpiloterne får tildelt et års rådgivning og finansiering, der blandt andet indeholder et mentorforløb med en personlig mentor med iværksætterbaggrund, en månedlig iværksætterpilot-ydelse til at dække startup-omkostninger og adgang til kontor faciliteter med mulighed for at netværke med programmets andre piloter, iværksættere, studerende og investorer.

Der optages årligt 40 iværksætterpiloter, der nyligt er færdiguddannet fra en længere videregående uddannelse eller er tæt på, og som har et stærkt, tværfagligt team omkring sig.
Læs mere om Innovationsfondens pilot-ordning og kriterierne for ansøgning her.

Kan spare samfundet for millioner af kroner
De forsvundne cykler, som Velocator skal hjælpe med at finde, er ikke kun et problem for de danskere, som mister dem, men også for forsikringsselskaberne og kommunerne. I 2014 blev der udbetalt et trecifret millionbeløb i erstatning alene for stjålne cykler, og samtidig oplever danskerne, at deres forsikringer bliver dyrere, eller at selvrisikoen stiger, hvis de får stjålet flere cykler inden for en kort periode.

For kommunerne er oprydningen af ”døde” cykler en økonomisk tung post – alene i Københavns Kommune bruges der hvert år over to millioner kroner på at skrotte omkring 40.000 cykler.
Læs mere om Velocator og produktets forventede udviklings-, produktions- og leveringsplan her.

Om Velocator

Kontakt